Opskrifter

Rabarber cupcakes - min mormors opskrift

Alma, min mormor, lavede verdens bedste rabarberkage. Den er meget nem at lave, men kræver at der er rababer at skaffe, eller at man har en rabarberkompot i fryseren. Hvis man skulle være så tjekket... Jeg fandt til min store glæde ud af, at jeg sagtens kunne lave kagen som cupcakes og her kommer opskriften:

Som altid, metalmuffin forme med 12 huller og papirsforme.

200 g smør
200 g. sukker
2 æg
150 g. mel
1 1/2 tsk bagepulver
Perlesukker
Hakkede hasselnødder

Rabarber kompot:

Beregn 150 g. sukker til 1/2 kg vinrabarber. Rens og skær rabarber stilkene i 2 cm lange stykker. Kog sukker og en smule vand til sukkeret er smeltet. Det skal bare ha' et opkog og sukkeret må ikke blive brunt. Kom frugten i og lad det koge op. Ta' gryden af varmen og lad det stå i et kvarter. Ta' frugten op med en hulske og kog lagen lidt mere ind og hæl den over frugten.

Rør sukker og smør godt sammen. Tilsæt et æg ad gangen. Rør mel og bagepulver sammen og tilsæt det i dejen og rør godt.

Nu putter du en lille klat dej i bunden af hver muffinhul. Dernæst en skefuld rabarber (ikke for meget væde ved) og endnu en klat dej. Til sidst strør du med perlesukker og hakkede nødder. Bages i ovnen ved 170 grader i ca. 25 minutter.

Hvis du har kompot tilbage, kan du fryse det eller gemme det i køleskabet. Det smager fantastisk på f.eks. yoghurt.

Chokolade cupcakes med chokolade buttercream frosting



Denne opskrift er super nem og der blir rigtig mange kager. Sådan gør du:

Som altid skal du bruge en metal muffin form med 12 huller. Du skal bage kagerne af flere omgange, da' der bliver optil 30 kager af dejen og papirs forme til hullerne.

Dej:

200 g. god mørk chokolade
343 g. smør
445 g. sukker (4,5 dl)
8 æg
180 g. mel (3 dl)
30 g. kakao
1 1/2 tsk bagepulver

Smelt chokoladen og smør over vandbad, bland sukkeret i når det er helt smeltet og lad stå i 10 minutter. Pisk massen i 3 minutter med elpisker, eller i røremaskine. Put et æg i ad gangen og rør i mindst et halvt minut mellem hvert æg, så dette bliver godt optaget i dejen. Bland mel, kakao og bagepulver og sigt det i dejen under omrøring. Fordel dejen i papirsformene som er placeret nede i muffinformen. Der skal ca 2/3 del dej i hver og bag i ovnen ved 180 grader i ca. 25 minutter. Stik i kagerne med en strikkepind og se om dejen hænger ved. Hvis ikke, er kagerne færdige. Køl af.

Chocolate buttercream frosting:

150 g. blødt smør
250 g. flormelis
2 spsk kakao
2 tsk varmt vand

Pisk smør og flormelis godt sammen, så det bliver næsten hvidt. Bland kakao i og rør videre. Put tilsidst vandet i og rør. Fordel på kagerne med en kniv og pynt dem med hvad du har lyst til.

Blåbær cupcakes med buttercream frosting

Jeg vil i dag lægge en opskrift på bloggen, som jeg vil betegne som en vaske ægte cupcake. Med frosting og hele pivetøjet. Der kommer masser af varianter senere, men vi starter med denne her. BLÅBÆR CUPCAKE MED BUTTERCREAM FROSTING. Den er et sikkert hit, nem at lave og meget velegnet til f.eks. en børnefødselsdag.

Du skal bruge:

En metal muffin form med 12 huller
Papir cupcake forme

Dej:

375 g. mel
150 g. sukker
2 1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
Et lille nip salt
2 1/2 dl. kærnemælk
185 g. smeltet, afkølet smør
2 æg pisket let sammen
1 tsk. vanilie sukker
2 håndfulde frosne blåbær
Evt. friske blåbær til pynt

1. Sæt ovnen til 180 grader

2. Bland mel, sukker, bagepulver, natron og salt

3. I en anden skål blander du kærnemælk, smeltet afkølet smør, sammenpisket æg og vaniliesukker

4. Hæld de våde ingredienser i de tørre og rør grundigt med en træske.

5. Læg papirsforme ned i hullerne på muffinformen fyld dem 2/3 del op med dej

6. Tryk nu 4-5 blåbær ned i hver kage, alt efter størrelse.

7. Bag kagerne i 20-25 minutter. Stik i dem med en tandstik og hvis dejen ikke hænger ved, er de færdige.

8. Køl dem af på en bagerist.

Nb: Hvis der er dej til mere end 12 kager, bager du bare to hold efter hinanden.

Buttercream frosting:

150 g. blødt smør
250 g. flormelis
1 tsk. vanilie sukker
2 tsk. varmt vand
Evt. frugtfarve

Pisk smør og flormelis godt og længe. Gerne med en røremaskine og ellers med en el pisker. Det skal være cremet og hvidt. Tilsæt vanilie sukker og rør videre. Tilsæt til sidst det varme vand og rør videre igen. Nu har du din grund frosting. Hvis du vil kan du nu røre lidt rød frugtfarve i, så frostingen bliver lyserød. Du kan også bruge andre farver, eller dele frostingen i flere skåle og lave forskellige farver.

Put frostingen på kagerne når disse er helt kolde, enten med en kniv uden takker, eller med en sprøjtepose, hvor tippen har et rimelig stort hul. Dette kræver lidt øvelse, men bare prøv nogle gange, så bliver det sikkert fint. Hvis det mislykkes, kan man bare smøre det ud med en kniv. Pynt nu kagerne med friske blåbær, krymmel, eller slet ikke. De er også rigtig fine i sig selv.

God fornøjelse og appetit

Tiramisu

På opfordring vil jeg gerne dele en fantastisk opskrift jeg har på Tiramisu. Tiramisu er en italiensk dessert og ordet Tiramisu betyder på dansk "Træk mig op", hvilket den også i den grad gør. Bare man ikke spiser for meget, så går man måske nok ned.... Den er tung, men helt fantastisk. Her kommer opskriften:

Ingredienser:

3 dl. stærk kold kaffe
24 sukkerbrødsstænger (1pakke) Fåes i de fleste supermarkeder
150 g. god mørk chokolade
500 g. mascapone (Fåes i de fleste supermarkeder)
6 pastoriserede æggeblommer
80 g. sukker
1 1/2 dl. brandy, gerne calvados eller vecchia romagna
kakao

Fremgangsmåde:


1: Lav 3 dl stærk kaffe og stil til afkøling

2: Riv 1/4 af chokoladen på den fine side af rivejernet og stil til side. Hak resten halv fint og stil til side.

3: Ta' mascaponen ud af køleskabet og rør den blød i en skål

4: Hæld æggeblommer, sukker og brandy i en skål over vandbad og pisk til det tykner. Ta' af varmen og pisk videre. Afkøl.

5: Bland mascapone og æggeblanding sammen. Det kan være lidt svært at få det til at binde, men bare rør til det kommer.

6: Ta' en rund springform og fordel halvdelen af sukkerbrødsstængerne i bunden. Hæld nu halvdelen af kaffen over og lad den blive suget op af kagerne. Drys halvdelen af den hakkede chokolade over og fordel halvdelen af mascaponeblandingen ovenpå. Gentag hele proceduren. Til slut sigter du kakao over og drysser med den revne chokolade. Stil på køl mindst 2-3 timer og gerne natten over.

God fornøjelse og mums!

Marmor cupcakes - min yndlings opskrift

Min yndlings kage har til alle tider været marmorkagen. Det er simpelthen bare en rigtig god kage, med den helt rigtige krumme.  Perfekt til en go' kop te en stormfuld eftermiddag, som f.eks. idag.

Du skal bruge en muffin form. Sådan en hvor der er 12 huller i og som er lavet af metal. Du kan købe den i de fleste store supermarkeder. Dernæst skal du bruge ca. 15 cupcake papirsforme. Disse kan også købes i supermarkedet og eller i special forretninger. Jeg vil senere lave en mere gennemgående liste over udstyr.

Tænd ovnen på 175 grader

Og nu til dejen.

Ingredienser:

200 g. smør
225 g. sukker
2 tsk. vanilie sukker
3 æg
250 g. mel
2 tsk. bagepulver
1 dl. mælk eller fløde
4 spsk. kakao

Sådan gør du:

Rør sukker og smør godt sammen til det bliver hvidt og luftigt. Rør vanilie sukkeret i. Tilsæt et æg ad gangen og rør grundigt imellem hvert æg. Bland mel og bagepulver sammen og rør det i dejen, skiftevis med mælken/fløden. Nu har du grunddejen.
Ta' lidt under halvdelen af dejen over i en ny skål og rør kakaoen i denne dej. Læg nu papirsformene ned i metal formens huller og en stor skefuld lys kagedej i hvert hul. Herefter 1 skefuld mørk dej. Du kan nu tage en gaffel og forsigtigt røre i kagerne, så der bliver et smukt mønster, men ikke for meget, da' det så bare bliver grumset at se på. Og husk ikke at fylde formene helt op. Lidt over 3/4 dele fyldt.
Nu bager du kagerne midt i ovnen i 20-25 min. Stik en strikkepind eller lille gaffel i og hvis dejen ikke hænger ved, er kagen færdig.

Kagerne smager rigtig godt når de stadig er lune.

God fornøjelse






Luksus marmorkage - kan også laves som cupcakes i små forme

Hvis man skal gøre lidt ekstra ud af det og virkelig slå til Søren, kan man lave denne variation af marmorkagen, som dog egner sig bedst i en stor form. Enten en rugbrødsform eller en springform med hul i midten. Den er mere fed og lækker og holder sig gerne en uge, hvis man pakker den ind i film og ikke putter den i køleskabet.

Du skal bruge

375 g. smør
375 g. sukker
4 store æg
250 g. mel
50 g. ris eller kartoffel mel
200 g.  mørk chokolade
3 spsk kakao
smør og sukker til formen

Rør smør og sukker hvidt og cremet. Tilsæt 1 æg ad gangen og rør godt imellem hvert æg, så det ikke skiller. Bland mel, ris/kartoffel mel og bagepulver og tilsæt det i dejen.
Smelt chokoladen over vandbad og lad den køle lidt af.
Nu tager du lidt under halvdelen af dejen fra og tilsætter den smeltede chokolade og kakaoen i denne portion. Rør det godt sammen.
Smør formen og drys den med sukker. Put halvdelen af den lyse dej i. Derefter den mørke dej og til sidst resten af den lyse dej. Ta' en gaffel og rør forsigtigt i dejen, så du danner et smukt mønster og bag den ved 170 grader i 45 minutter til 1 time. Stik i kagen for at se om den er færdig. Den må ikke hænge ved. God fornøjelse og god weekend.