tirsdag den 6. september 2011

Julies cupcake blog

Jeg har en passion og det er at bage kager. Og i særdeleshed cupcakes. Jeg tror det er fordi jeg godt kan li' at kreere noget smukt som samtidig smager godt og gør folk glade.





Jeg smagte min første cupcake i New York, år tilbage, på det berømte lille cupcake bageri Magnolia Bakery og jeg var solgt. Kagen er en lille udgave af en muffin, men med et svulstigt lag glasur, eller frosting som det hedder. Mere om det senere. Selve kagen kan være alle slags kager faktisk: Chokoladekage, sandkage, kage med bær, æblekage, krydderkage, gulerodskage osv osv osv. Det er kun fantasien der sætter grænser og forskellen er bare, at man bager dem i små forme i stedet for i én stor form og i kortere tid (ca. 25 min.).
Frostingen er for det meste en smør cremes glasur (butter cream frosting), men kan også være en smøreost glasur (cream cheese frosting). Man kan også lave en mere almindelig glasur, men så bliver kagen ikke helt så svulstig. Frostingen kan variere i smag, tekstur og farve ved hjælp af de rigtige remedier og alt efter hvad man tilsætter. Som regel vil man lave en grund frosting af smør, flormelis og en smule vand, røre det hvidt og tilsætte f.eks. kakao eller frugtfarve. Toppen af poppen er selvfølgelig pynten, som også kun fantasien sætter grænser for. Det kan være krymmel, frugt, flormelis drys, nødder osv. osv. Også mere om dette senere.

Dette var en lille intro til min cupcake blog. Og en lille forklaring på hvad en cupcake er. I bloggen vil jeg løbende lægge opskrifter ud og forklare hvordan man laver dem i mindste detalje. Jeg vil give gode tips til hvor man køber ingredienser og i det hele taget bare snakke løs og dele mine tanker om mine kager.